Kostelever:
To gange årligt udsendes henholdsvis statusskrivelse i ICS-form samt en separat og meget grundig skoleudtalelse, som tydeligt viser elevens udvikling siden sidst. I forbindelse med disse udtalelser holdes statusmøder, som tages til referat og sendes til deltagerne efterfølgende.
Vi tror på, at det bedste samarbejde opnås ved at inddrage eleven, så derfor deltager eleven helt eller delvist på statusmødet. For mange elever har det at gå til møde tidligere været en dårlig oplevelse. Derfor tilstræber vi at fremhæve ressourcer for derefter at drøfte øve-punkter til den kommende periode.
Daniel tidligere elev fortæller: ”Når jeg gik til møde før i tiden, sad jeg altid med en knude i maven og ventede på det ”men… ” der kom efter al rosen – her er det bare positivt.”
Skolens socialrådgiver indkalder til det første møde i løbet 6 uger- 3 måneder. Herefter afholdes statusmøde hvert halve år.
Dagelever
Fra december og frem til påskeferien tilstræber vi at afholde revisitationsmøder for alle dagelever.
På dette møde inviteres den visiterende distriktsskoleleder, PPR i Fredensborg, forældrene og kontaktlæreren. Efter mødet træffes afgørelse om bevilling af næste skoleår. Der er forud sendt en skoleudtalelse, og der tages referat af mødet.
Netværksmøder
Hvis der i løbet af skoleåret opstår situationer, som skaber behov for et møde, sørger vi for at indkalde og facilitere et netværksmøde med de deltagere, som er relevante i den aktuelle sag. Vi sørger også for, at der bliver taget referat og fulgt op på de aftaler, der evt. bliver indgået på mødet.
Metakognitive samtaler
Der tilbydes 4-5 metakognitive samtaler til elever, som gerne vil hjælp til tankemylder, ruminering, og andre tankebaserede tilstande, som trænger sig på og forstyrrer i hverdagen.
De fleste elever, der har haft et samtaleforløb, føler sig bedre rustet til at imødegå tanker, som presser sig på. I samtalerne lærer de teknikker til at håndtere tankemylder.
Copyright © 2024 Skolen på Slotsvænget. All Rights Reserved • Persondatapolitik